Dejlig er jorden - Lars Lilholt, Lars Lilholt Band & Lars Lilholts jule-folkband

Dejlig er jorden, Prægtig er guds himmel, Skøn er sjælenes pilgrimsgang, Gennem de favre, Riger på jorden, Gå vi til paradis med sang! Tider skal komme, Tider skal henrulle, Slægt skal følge slægters gang, Aldrig forstummer, Tonen fra himlen, I sjælens glade pilgrimssang, Englenes sang den, Først til markens hyrder, Skønt fra sjæl til sjæl det lød, Fred over jorden, Menneske! Fryd dig, Os er en evig frelser fød!

Dejlig er den himmel blå, Lyst det er at se derpå, Hvor de gyldne stjerner blinke, Hvor de smile, hvor de vinke Os fra jorden op til sig. Kommer, små, og hører til: Jeg for eder sjunge vil Om så lys og mild en stjerne. Jeg det ved, I hører gerne: Himlen hører eder til. Det var midt i julenat, Hver en stjerne glimted mat, Men med ét der blev at skue én så klar på himlens bue Som en lille stjernesol. Langt herfra, i Østerland Stod en gammel stjernemand, Så fra tårnet vist på himlen, Så det lys i stjernevrimlen, Blev i sind så barneglad. Når den stjerne lys og blid Sig lod se ved midnatstid, Var det sagn fra gamle dage, At en konge uden mage Skulle fødes på vor jord. Derfor blev i Østerland Nu så glad den gamle mand, Thi han ville dog så gerne Se den lyse kongestjerne, Før han lagdes i sin grav. Han gik til sin konges slot, Kongen kendte ham så godt, Hørte og med hjertens glæde, At det lys var nu til stede, Hvorom gamle spådom lød. Han med søn og stjernemand Fluks uddrog af Østerland For den konge at oplede, For den konge at tilbede, Som var født i samme stund. Klare stjerne ledte dem Lige til Jerusalem. Kongens slot de gik at finde, Der var vel en konge inde, Men ej den, de ledte om. Klare stjerne hasted frem, Ledte dem til Betlehem. Over hytten lav og lille Stod så pludselig den stille, Strålede så lyst og mildt. Glade udi sjæl og sind Ginge de i hytten ind, Der var ingen kongetrone, Der kun sad en fattig kone, Vugged barnet i sit skød. Østerlands de vise mænd Fandt dog stjernen der igen, Som de skued i det høje, Thi i barnets milde øje, Funklende og klar den sad. Den var dem et tegn så vist, At de så den sande Krist, Derfor nejed de sig glade, Ofrede på gyldne fade Røgelse med søden lugt. Vil I små ej også gerne Se den lyse, milde stjerne, For den konge dybt jer neje, Som Guds rige har i eje Og vil lukke jer derind? Ser I til den himmel blå Med de gyldne stjerner på, Der den stjerne ej I finde, Men den er dog vist derinde Over Jesu kongestol. Thi det barn, som var på jord, Blevet er en konge stor, Og han sidder nu deroppe Over alle stjernetoppe Hos Gud Faders højre hånd. Nejer eder kun, I små! Han fra himlen ser derpå. Sender ham med hjertensglæde Lov og pris til høje sæde! Det er røgelse for ham. Stjernen ledte vise mænd Til nyfødte konge hen. I har og en sådan stjerne, Og når I den følger gerne, Kommer I til Jesus vist. Denne stjerne lys og mild, Som kan aldrig lede vild, Er hans guddomsord det klare, Som han os lod åbenbare Til at lyse for vor fod.

På den anden side af fjorden boede onkel Christian Hos en søster der var født til sidst Han var rejsende i kiks og lidt kager og var trist Oprindelig kontorist Nede på Peder Hedegaards korn og foderstoffer hvor Han elskede direktørens Ruth Men hendes far sagde: Nej Christian, det går sgu' ej Du har ingen penge, det er slut Christian trissed' hjem til mor Og blev der til hun døde en dag For arven købte han en Lloyd Sådan en latterlig og lille bil der started' med et underligt fløjt Og han lod sig blive sær Onkel Christian lod vær' Med at elske mere I sit liv Blev en kagedåsemand Lagde aldrig mer fra land Onkel Christian Christian strejfede omkring i den overfyldte Lloyd Med negerkys og kager og med kiks Men de var altid lidt for gamle, han kom altid lidt for sent Og var altid lidt for trist Nede i kælderen var der lager og dåser overalt Ja kælderen var et slaraffenland Vi unger listede med tænderne i vand Ned til Onkel Christian I hjørnet der stod børnedåsen Sidste salgsdato: Længe siden Vi gumlede og hostede og så At han talte sine penge med det tynde hoved let på skrå Og han lod sig blive sær Onkel Christian lod vær' Med at elske mere I sit liv Blev en kagedåsemand Lagde aldrig mer fra land Onkel Christian Dengang Christian var død fandt man penge i en dåse Med en yndig pige udenpå Hun var næsten skallet af men der var 20.000,- i Som man ikke overså Og Ruth med det lange røde hår Lå på Nr. Sundby kirkegård Og Lloyden var endt i Åbybro Hos en hugger sådan går det, sådan går det jo Og han lod sig blive sær Onkel Christian lod vær' Med at elske mere I sit liv Blev en kagedåsemand Lagde aldrig mer fra land Onkel Christian

Der var to der fødtes som engle, Langsomt visnede vingerne bort. Mens de gjorde verden til vane, På deres vej til fornuft og til kort. Det var først ved verdens ende de kom til sig selv, Der var to der fødtes som engle, Ariel. Og nu sad de og talte derude, Ved et bord med en halv flaske gin Og når de trængte til at synge og danse, Tog de på Café Måneskin. Hvad de så det var igennem fingre med sig selv, Og nu sad de og talte derude, Ariel Hver nat når de kom ind På Café Måneskin Gik en engel og sagde: Giv os vingerne tilbage Hvem vil være en løgn Hvem ved hvor vi er om et døgn Og måtte du leve alle dage Og de talte om angst for at miste Så det at være sammen blev svært Og de talte om at forpligte Sig til hinanden som det de fik lært Alt vi gør det har vi valgt at gøre ved du vel Og de talte om angst for at miste, Ariel Hver nat når de kom ind? På Café Måneskin Gik en engel og sagde: Giv os vingerne tilbage Hvem vil være en løgn Hvem ved hvor vi er om et døgn Og måtte du leve alle dage Som en regnbue ejer vi livet Tiden er det bedste vi har Og i morgen når fuglene vågner Kan vi være så langt væk herfra Kom og sæt dig tæt ind til mig, flyv alligevel Som en regnbue ejer vi livet, Ariel Hver nat når de kom ind? På Café Måneskin Gik en engel og sagde: Giv os vingerne tilbage Hvem vil være en løgn Hvem ved hvor vi er om et døgn Og måtte du leve alle dage