Sunken Land - Germind

Jeg skriger i afmagt over selve din esksistens Denne verden du har skabt for mig, er ren, usødet smerte Jeg væmmes i forbitrelse over alt du har forvoldt Et liv i underdanighed og mindreværd Jeg afskyr din kvalmende defaitisme Some har affødt denne apati Min eneste genkendelige tanke er misantropi Et had som brænder med utænkelig kraft Lad mishagets flammer opsluge dit væsen, Lad intet forhindre min hævnagt Som tusind skalpeller dissekerer løgne Og blotter et indre af råd Selvhad – dybets mørke Sjælefred – en drøm gemt bag dis og tåge Selvhad – mishagets flamme Sjælefred – livets ophør En gru, en brat opvågning Fra foragtens blindende slør I refleksionen, en sandhed Om fjendtlighed som aldrig dør Fanget i frygtsomhedens gab Undertrykt realitet og illusion Lad nu sløret falde Leden flyder i dryppende blod Selvhad – dybets mørke Sjælefred – en drøm gemt bag dis og tåge Selvhad – mishagets flamme Sjælefred – livets ophør At leve er at lide At overleve er at finde mening i lidelsen I selvhad Væk mig fra disse feberdrømme Med udsigt til frelse og fred Tro og håb er kun slør foran mit selvhad Min selvforagt

Som en dråbe i et stormombrust hav Som et græsstrå i den isnende vind Som den kolde ligegyldighed i et passerende blik Vil vi alle mærke hvor små vi er Som frostens faste greb om livets evindelighed Som et minde af papir som brændes ihjel Som høstens kulde når solen føres bort Vil vi alle kende ensomhed Tomgang og tomhed Afsondret og uden fred Forvildelse i indbildt kærlighed Livets mening findes intet sted Kun tomme løfter om håb og glæde Vildfaren alene i livets storm Som forladt i isolationens endeløse malstrøm Langt borte fra lysets varme For evigt gribende efter håbet, så fjernt Intet lys i tågen Ingen stemme i mørket Glemt i evighedens monotoni Gudsforladt på rejsen mod døden Som en dråbe i et stormombrust hav Som et græsstrå i den isnende vind Som høstens kulde når solen føres bort Vil vi alle kende ensomhed