Jeg skriger i afmagt over selve din esksistens
Denne verden du har skabt for mig, er ren, usødet smerte
Jeg væmmes i forbitrelse over alt du har forvoldt
Et liv i underdanighed og mindreværd

Jeg afskyr din kvalmende defaitisme
Some har affødt denne apati
Min eneste genkendelige tanke er misantropi
Et had som brænder med utænkelig kraft

Lad mishagets flammer opsluge dit væsen,
Lad intet forhindre min hævnagt
Som tusind skalpeller dissekerer løgne
Og blotter et indre af råd

Selvhad – dybets mørke
Sjælefred – en drøm gemt bag dis og tåge
Selvhad – mishagets flamme
Sjælefred – livets ophør

En gru, en brat opvågning
Fra foragtens blindende slør
I refleksionen, en sandhed
Om fjendtlighed som aldrig dør

Fanget i frygtsomhedens gab
Undertrykt realitet og illusion
Lad nu sløret falde
Leden flyder i dryppende blod

Selvhad – dybets mørke
Sjælefred – en drøm gemt bag dis og tåge
Selvhad – mishagets flamme
Sjælefred – livets ophør

At leve er at lide
At overleve er at finde mening i lidelsen
I selvhad

Væk mig fra disse feberdrømme
Med udsigt til frelse og fred
Tro og håb er kun slør foran mit selvhad
Min selvforagt